Med risiko for aflysning var nerverne på højkant til dette års Thy Rock..
Festivalleder Hans Peter Jarl Madsen var fredagen igennem meget alert i forhold til meldinger fra DMI, men vindstyrken i Hanstholm rundede kun lige 22 meter i sekundet, så vi fik fuld valuta for pengene på festivalen.. Eneste større skade var, da bagtæppet på store scene valgte at give efter for vindtrykket, men – det indrettede kunstnerne sig blot efter… Nogle fik dog mere frisk luft, end de plejer – og temperaturen omkring de 12 grader var ikke på ønskelisten.. MEN – de omkring 10.000 festivalgæster klædte sig efter forholdene og hyggede sig både med musik og de mange lækroge, hvor undskænkning skete ufortrødent, ligesom der blev langet masser af flæskestegsburgere, hotdogs og andet spiseligt over disken..
Både Saveus og Jonah Blacksmith trak fuld gang i publikum i Sparekassen Thy teltet. Stemningen var forrygende, ikke mindst da de lokale helte præsenterede deres egen læremester tilbage fra de yngre dage. Ove Kanstrup trådte ind på scenen med guitar og klar til at akkompagnere sine gamle elever.. De lokale kender Ove fra hans mange tiltag omkring musikmiljøet i Thisted de sidste 50 år og, den gamle læremester så synligt rørt ud til koncerten.
På Thy Rock er det altid en fornøjelse at se upcoming lokale kræfter på Den Lille Vilde, som i år var flyttet op til hovedindgangen. Egentlig et fornuftigt valg, som gav mere opmærksomhed til de uprøvede kræfter, som så ud til at gå helt og fuldt til sagen. De store navne trak naturligvis stort publikum ved Stor Scene.. Christopher kunne stadig få pigerne til at hvine og skrige. Infernal leverede til et rent 12-tal og Thomas Helmig viste, han stadig har rigtig godt fat i sine fans. Hans glade udstråling er en fornøjelse at se. En humoristisk sjæl proklamerede, at vindstyrke og temperatur godt måtte skifte, så vi fik 12-13 meter i sekundet, men 22 grader.. Tak for en god festival, IGEN!

Billeder fra Fredag
Billeder fra Lørdag