Somme tider er virkeligheden eventyrlig.

Nørre Vosborg i Vemb er i sig selv et smukt og romantisk etablissement, hvor man blot lukker øjnene et splitsekund for at blive hensat i en anden tid, hvor adel og kongelige var folkets herskere og ikke så meget en del af folket, som nu.

Her – i én af Nørre Vosborgs store og højloftede lader under en prægtig trækonstruktion – er vi vidner til, at et samarbejde mellem en kærlig sangfugl, en aldrende komponist og 3 glade musikere, udfolder sig som en liflig, smuk og harmonisk pakke af vellyd, krydret med anekdoter fra komponistens meget lange livsforløb.

Hr Bent Fabricius-Bjerre (91) er fokuseret på fremtiden, men spejler sig i sin fortid og med knivskarp hukommelse får vi den ene morsomme – og selvironiske – fortælling efter den anden. Alt serveres iblandet musik med en uhøjtidelighed og et glimt i øjet, som spreder sig til publikum og øvrige scenekunstnere. Yndefuldt er det, når Trine Pallesen tager den gamle i hånden og de i sød tosomhed viser den gensidige hengivenhed og varme, som hele koncerten emmer af… Tak for det.

De Græd – hedder 3-mands gruppen, som ikke kun akkompagnerer, men også indgår som blændende solister i koncerten.. Ud over at styre et par bækkener og en rasleboks, så synger Jesper Stilgren et par rigtig dejlige numre og laver smukke duetter med Trine Pallesen. David Springborg gør det flot på guitar, og med Niels Ovesen på bas er der også en blød bund i musikken.

Tak for en fantastisk dejlig aften fra et par glade fotografer.

Fotografer: Esben Brøns & Bo Christensen | pressefotos.dk

Se flere fotos fra koncerten her