Igen i 2017 stiller Aalborg by græstæppe, asfalt, gader, stræder og boulevarder til rådighed, når op mod 100.000 mennesker fester over 2 week-ender.

Det hele starter med den internationale parade, hvor professionelle karnevalstrupper fra hele Europa og enkelte endda fra endnu fjernere mål, blander sig med danske karnevalsentusiaster i et folkeligt, fejende flot udstyrsstykke, der i løbet af fredag aften vil bevæge sig som en menneskeslange fra J.F. Kennedys Plads (ved banegården) via Boulevarden og Nytorv frem til Gabels Torv. På Gabels Torv krones Kong Karneval – Troels Malling Thaarup – hvorefter der afslutningsvis afbrændes en trækopi af Cimbrertyren. Afbrændingen er en symbolsk handling og en ofring til Karnevalsguderne, så karnevallet også i 2017 kan blive en success.

Lørdag formiddag mødes så alle børn og barnlige sjæle på Gabels Torv for at sætte gang i børneoptoget. Præcis kl. 11 vil karavanen anført af politi på motorcykler med blinkende blå karnevalslygter sætte kus modsat af fredagens festlige optog. Umiddelbart efter politiet følger børnekarnevallets Prins Karneval – i år i skikkelse af den kun 98 cm høje Dan Jakobsen, som overtog værdigheden da sidste års prinser – Det Flyvende Kuffertcirkus – abdicerede ved en ceremoni tidligere på året. Festen for børnekarnevallet fortsætter i Kildeparken, hvor gårsdagens internationale grupper skal dyste om titlen som vinder af ‘Battle of Carnival’…. så også børnene møder styltemænd og -kvinder, høje giraffer og andre udklædte folkeslag.

Den store karnevalsparade finder så sted i den følgende week-end. 3 steder i Aalborgområdet er der optog – hhv. på havnen i Nørresundby, ved ToldSkat i Aalborg midtbys østlige udkant og på Kastetvej mod vest…. De 3 optog vil mødes umiddelbart efter Limfjordsbroens landing på Aalborgsiden, og efterfølgende vil alle bevæge sig ad Vesterbro op til Kildeparken, hvor festen så fortsætter aftenen igennem…

Vore fotos fra Aalborg Karneval 2017 kan ses på følgende Facebook link:

19.05.2017 | International parade | Fotograf: Bo Christensen
19.05.2017 | International parade | Fotograf: Bo Kornum
19.05.2017 | International parade | Fotograf: Poul Nymark

20.05.2017 | Børnekarneval | Fotograf: Bo Christensen
20.05.2017 | Børnekarneval | Fotograf: Bo Kornum

27.05.2017 | Stjerneparaden | Fotograf: Bo Christensen
27.05.2017 | Stjerneparaden | Fotograf: Bo Kornum
27.05.2017 | Stjerneparaden | Fotograf: Poul Nymark
27.05.2017 | Stjerneparaden | Fotograf: Gunnar O. Knudsen